Feriepenge kommer først i efteråret: Teknikken er ikke på plads
Tre ugers indefrosne feriepenge udbetales, men der skal udvikles en teknisk løsning hos ATP, før det kan ske.
Et flertal i Folketinget blev mandag enige om at udbetale tre ugers indefrosne feriepenge.
Pengene kommer først ind på kontoen om nogle måneder - senest til oktober.
Årsagen er blandt andet, at pensionsselskabet ATP, der administrerer feriepengene, skal udvikle en teknisk løsning, der gør det muligt at udbetale pengene før tid. Det oplyser Beskæftigelsesministeriet.
- Feriepengene står ikke bare på en konto. Lønmodtagernes feriepenge bliver optjent til og med august 2020, hvorefter arbejdsgiverne skal indberette, hvad den enkelte er berettiget til.
- Derefter skal der også være en mulighed for den enkelte til at reagere, hvis man er uenig i det indberettede beløb. Der er derfor på nuværende tidspunkt ikke overblik over feriemidlerne for den enkelte lønmodtager.
- For at udbetale feriemidlerne tidligere vil opgørelsen i stedet skulle håndteres via indkomstregistret.
- Hertil vil der være behov for, at ATP skal udvikle den tekniske løsning, som skal administrere udbetalingen, samtidig med at der skal gennemføres lovændringer, der skal behandles i Folketinget. Udbetalingen vil senest kunne ske i oktober, skriver Beskæftigelsesministeriet.
Der er indefrosset fem ugers feriepenge grundet en ændring i ferieloven. Pengene skulle egentlig først være udbetalt, når den enkelte går på pension.
Tre af ugerne bliver udbetalt for at sætte gang i forbruget efter coronakrisen.
For at få udbetalt feriepenge skal man have haft et lønnet job i perioden september 2019 til udgangen af august i år. Den præcise udbetaling afhænger af ens årsindkomst.
Partierne i Folketinget har desuden aftalt at forhandle til efteråret om at udbetale de sidste to ugers feriepenge.