Live: Sådan udvikler corona-situationen sig søndag i Midt- og Vestjylland
Følg søndagens udvikling af situationen omkring coronavirusset i Midt- og Vestjylland her dagen igennem.
Mange midt- og vestjyder har fået ændret deres hverdag, efter coronavirusset for alvor har gjort sit indtog i landet.
Arrangementer er aflyst, danskere på udlandsrejse er hentet hjem og grænserne er lukket.
Her kan du følge med i, hvordan situationen udvikler sig i Midt- og Vestjylland.
Lørdag med lukkede grænser
Den første weekend med coronavirus er fortsat i fuld gang.
Lørdag bød blandt andet på lukning af de danske grænser.
Få et overblik over, hvad der ellers skete, her.
Coronavirus kan koste 47.000 jobbet
Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv risikerer 46.900 personer i den kommende tid at miste deres arbejde alene i de virksomheder, der beskæftiger sig med turisme og oplevelser. Den branche beskæftiger i dag omkring 280.000.
- Vi har efterretninger om, at mange tusinder vil blive fyret allerede i næste uge. Jeg har aldrig set noget lignende, siger adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen til Jyllands-Posten.
Læs mere her.
149 afvist ved grænsen
Siden grænserne blev lukket for alle udlændinge uden anerkendelsesværdigt formål er 149 personer blevet afvist ved den dansk–tyske grænse i Sønderjylland.
3748 er retteligt blevet kontrolleret.
Den første melding lød på, at 608 personer var blevet afvist, mens 3140 personer var blevet tjekket. Men disse tal var altså forkerte.
Det skriver Syd– og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Gudstjeneste på nettet
Landets kirkegængere må søndag morgen blive hjemme på grund af risikoen for spredning af smitte med coronavirus.
I stedet går flere kirker på nettet med nød- gudstjenester.
Sognepræsten i Egeris Kirke i Skive uploader blandt andet en gudstjeneste, som kan ses i formiddag.
Åben Kirke Herning livestreamer deres gudstjeneste klokken 10.30.
Desuden bliver en radiogudstjeneste fra Københavns Domkirke sendt på DR klokken 10.
Færre rejser med tog og metro
Danskerne har lyttet til regeringens opfordringer om at bruge den kollektive trafik mindre for at begrænse risikoen for coronasmitte.
Det skriver Transportministeriet.
For eksempel var salget af DSB-billetter onsdag samlet set omkring 70 procent lavere end normalt, og tendensen var torsdag og fredag fortsat nedadgående.
Der er endnu ikke samlede tal for antal rejsende i fjern- og regionaltog, men personalet melder om rigtig god plads til få rejsende både i og uden for myldretiden.
Metroselskabet oplevede desuden i myldretiden fredag morgen, at passagertallet var 81 procent lavere end normalen.
Herning klar til coronasmittede
Får du brug for hospitalsbehandling på grund af coronavirus, og hører du til Hospitalsenhed Vest, så er det i Herning, det kommer til at foregå.
Her er de lige som i Viborg og Hospitalsenhed Midt klar til at modtage patienter smittet med Covid19. Det oplyser kommunikationschef Finn Møller.
Hospitalet i Holstebro kommer til at aflaste i forhold til andre akutte situationer.
Pressemøde om hjælp til lønmodtagere
Fem gode råd til mental sundhed under coronaudbruddet
Myndighederne har nok med gode råd, når det kommer til at beskytte sig fysisk mod coronasmitte: Vask hænder, hold afstand, bliv hjemme.
Men for mange har det også konsekvenser for psyken, når verden står midt i en pandemi, og mange ting er usikre.
Her er fem gode råd:
-
Tal om angst og bekymringer
-
Strukturer hverdagen derhjemme
-
Det er sundt at kede sig
-
Vær så social, som du kan
-
Sluk for nyhedsstrømmen
Læs mere her.
864 bekræftet smittet med coronavirus
864 smittede med coronavirus er registreret i Danmark.
Da teststrategi er ændret, kan tal ikke sammenlignes med tidligere. Der regnes med betydeligt mørketal.
Pas på cyberangreb
De tusindvis af danskere, som mandag arbejder hjemmefra, vil give alvorlige udfordringer for datasikkerheden.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) kalder således truslen mod både virksomheder og myndighedernes sikkerhed "meget høj".
Hos Center for Cybersikkerhed (CFCS), der er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste, følger man situationen tæt.
/Ritzau/